Aug. 2026 | RKI Analyser

Flere 18-20-årige ender i RKI, og dermed går aldersgruppen mod trenden med færre registrerede. Experian, der står bag RKI, sætter derfor fokus på behovet for mere fokus på unges privatøkonomi og giver en række råd til, hvordan unge kan få styr på økonomien.

De yngste voksne fylder mere i RKI-registret end tidligere. Nye tal fra data- og teknologivirksomheden Experian viser, at 2.275 danskere mellem 18 og 20 år var registreret i juli 2026, svarende til 1,04 procent af aldersgruppen. Det er lidt over fire procent flere end i januar 2025, men aldersgruppen går mod trenden for alle danskere.

Selvom andelen af de 18-20-årige stiger i RKI, er deres gæld markant lavere end gennemsnittet for alle RKI-registrerede. Den yngste aldersgruppe skylder i gennemsnit 9.745 kroner, mens landsgennemsnittet er på 48.558 kroner.

Det er således udviklingen i aldersgruppen snarere end gældsniveauet i sig selv, som direktør for Experian, Bo Rasmussen, ser en bekymring i.

– Det er uheldigt for de unge at komme i RKI så tidligt i livet, da det kan give begrænsninger for den enkeltes fremtid. Hvis du er i RKI, kan det blive sværere at låne til eksempelvis bil og bolig. Gælden er jo ikke gigantisk i aldersgruppen, men jeg er bekymret for, at gælden vil vokse for den enkelte senere i livet. Det er en frygt for mig, at vi vil se flere RKI-registrerede i de næste aldersgrupper i fremtiden, fordi flere unge har udfordringer nu, siger han.

En dyr start på voksenlivet

Bo Rasmussen peger på, at øget pres på hverdagsøkonomien fra højere priser på mad og bolig kan være en af forklaringerne bag de unges udfordringer. Samtidig kan impulskøb og påvirkninger fra for eksempel sociale medier gøre det lettere at bruge penge, man endnu ikke har.

Ifølge Bo Rasmussen bør unge tidligere klædes på til at træffe økonomiske valg. Derfor ser han gerne, at skolerne i højere grad underviser i budgetter og lånevilkår, og at de unge bliver oplyst om konsekvenserne af manglende betaling.

– De unge risikerer at tage den negative økonomiske spiral med sig videre i livet, og derfor er der behov for øget fokus på information og uddannelse i privatøkonomi og konsekvenserne af en RKI-registrering. Samtidig vil det også være fint, hvis forældre fortsat har fokus på i hverdagen at lære deres børn om grundlæggende sund økonomi, pointerer han.

Herunder kommer Experian-direktøren med fem råd til unge, så de bedre undgår en registrering i RKI:

1) Få overblik over din økonomi

Læg et budget over dine månedlige indtægter og faste udgifter. Husk, at afdrag på lån og kredit også skal medregnes som faste poster. Hvis det er muligt, er det en god idé at opretholde og udbygge en økonomisk buffer, så du kan håndtere uventede udgifter.

2) Prioriter din gæld

Start med at betale de regninger, du er bagud med, og fokuser derefter på den gæld, der har de højeste renter. På den måde undgår du, at gælden vokser unødigt.

3) Brug kredit med omtanke

Overvej om købet kan vente, til du har sparet mere op, eller om du kan finde varen på tilbud. Vær særligt opmærksom på impulskøb, hvor flere mindre beløb hurtigt kan hobe sig op. Ligeledes til kortsigtet forbrug på tøj, elektronik og luksusvarer bør du bruge kredit varsomt – det er generelt vigtigt, at du undgår, at kredit bliver en fast og normaliseret del af dit hverdagsforbrug.

4) Undersøg renter og vilkår før du optager lån

En lav månedlig betaling på et lån kan virke attraktiv, men renter og gebyrer kan gøre købet meget dyrere i sidste ende. Har du brug for at låne, så vælg en bank eller anden godkendt långiver, hvor vilkår og omkostninger er tydelige, og sammenlign dertil priser og vilkår, før du låner. Lån også kun det beløb, du realistisk kan betale tilbage inden for din økonomi – snak eventuel med din bank herom. Som tommelfingerregel bør du maksimalt optage kredit svarende til 30 procent af din indkomst.

I stedet for at fokusere på renten alene er det relevant at se på ÅOP, der er de årlige reelle omkostninger, der er forbundet med et lån. Det er långiveren forpligtet til at oplyse om ved optagelse af lån.

5) Tag fat i din bank

Hvad enten du har svært ved at betale dine regninger eller overvejer at låne penge, kan banken hjælpe dig med at skabe overblik over dine muligheder og vurdere, hvad din økonomi realistisk kan bære, før eventuelle problemer vokser sig større. Hvis du allerede er i problemer, er det også en god idé at tage fat i din bank hurtigst muligt, da den også er interesseret i, at din økonomi ikke falder fra hinanden.