Apr 2022 | Konkurser & Analyser |

Usikkerheder og høj beskæftigelse tager efter alt at dømme toppen af lysten til at starte egen virksomhed i begyndelsen af 2022. 7.502 virksomheder blev ifølge analyse- og datavirksomheden Experian stiftet i første kvartal 2022 – det er et fald på lidt over 17 procent sammenlignet med samme kvartal i 2021.

7.502 nye virksomheder så dagens lys i Danmark i første kvartal af 2022. Dermed er iværksættertrangen på et fint niveau i et historisk perspektiv, men sammenlignet med første kvartal 2021 er der tale om en markant nedgang fra 9.067 nyetableringer.

– Det er ikke overraskende, at der efter en kraftig vækst kommer en mindre afbøjning i iværksættertallene. Men vi må konstatere, at optimismen fra begyndelsen af 2021 har været vanskelig at fortsætte for dansk erhvervsliv.

– Set i et historisk perspektiv er iværksættertrangen stadig på et udmærket niveau, men det er alligevel nærliggende at tro, at genåbningsoptimismen fra store dele af 2021 er ved at fordufte fra dansk erhvervsliv, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos analyse- og datavirksomheden Experian.

Usikkerheder for erhvervslivet

Experian-direktøren kigger med en vis bekymring mod den globale økonomi, hvor mørke skyer igen viser sig i horisonten.

– Corona er ikke længere samfundskritisk herhjemme, men udbrud i for eksempel Kina forstyrrer verdensøkonomien på den korte bane, mens politiske spændinger i Europa og højere produktionsomkostninger skaber usikkerhed. Det får sandsynligvis danskere med en iværksætter i maven til at overveje, om det er det rigtige tidspunkt at stifte virksomhed lige nu.

– Højere energipriser og generelt stigende inflation skaber også usikkerhed hos iværksætterne, men også blandt de forbrugere, der er afgørende for, at nye virksomheder overlever, pointerer Bo Rasmussen.

Forbrugerprisstigninger er ikke set højere i over 35 år, mens forbrugertilliden har været faldende de seneste måneder.

Mange lønmodtagere

Selvom der er mørke skyer i horisonten, er der ikke lige nu indikationer på, at dansk økonomi på den korte bane kører helt af sporet vækstmæssigt, og samlet er arbejdsmarkedet solidt med rekordhøj beskæftigelse.

– Paradoksalt nok kan arbejdsmarkedets aktuelle topform måske være med til at dræbe en smule af iværksætterlysten. Der er jo få danskere, der ikke har et arbejde, og der er nok også en tendens til, at medarbejderne får en del flere goder med i posen, som gør, at de er tilfredse med deres arbejdssituation. Og hvis ikke de er tilfredse hos virksomhed A, kan de i mange brancher rimelig nemt søge videre til virksomhed B, mener Bo Rasmussen.

Experian-direktøren pointerer, at situationen umiddelbart var stik modsat under opgangsperioden efter nedlukningerne i 2020 og 2021, hvor der muligvis var afskedigede eller hjemsendte, der valgte iværksættervejen, fordi lønmodtagerjobbene ikke hang på træerne.

Som de foregående mange kvartaler er det i Gentofte Kommune, at koncentrationen af entreprenante danskere er højest, og generelt finder vi de mest iværksætterlystne indbyggere i og omkring København. De første 13 pladser bliver indtaget af kommuner i eller i nærheden af hovedstaden.

Tallene i opgørelsen dækker over alle virksomheder, der får et CVR-nummer og er regnskabspligtige. De vil typisk være af formen A/S, ApS, P/S, I/S og AMBA.

Her ses udviklingen i nyetableringer fra 1. kvartal 2008 til og med 1. kvartal af 2022. Tallene er for de første tre måneder af hvert år. Vær opmærksom på, at tallene fra 2014-2019 er påvirket kraftigt af IVS-ordningen.

Download the PDF

Læs mere om hvordan vi kan hjælpe med at skabe analyser omkring betalingsmønstre.