Loading...

Powerhouse Cph: Ny gazellevirksomhed 2019

Træning med nærvær, høj faglighed og masser af glæde

Det var tænkt som en fritidsbeskæftigelse, da Tor Andersen og Jan Svensson i 2014 startede et nyt træningsstudie på Østerbro. Med inspiration fra USA ville de tilbyde medlemmerne effektiv træning i helt andre rammer end de store, upersonlige kæder, hvor mange gennemfører dagens program iført høretelefoner og uden nogensinde at hilse på de andre medlemmer. Det lille hyggejob greb hurtigt om sig, Gun-Britt Zeller gik ind i virksomheden som den tredje partner, og i dag er Powerhouse Cph en gazellevirksomhed med uomtvistelig succes.

Vægttab på den sjove måde

Medlemmerne af Powerhouse Cph kommer fra alle samfundslag, og aldersmæssigt spænder de fra 15 år og helt op til starten af 80’erne. Alle træner på hold, alle siger hej til hinanden, og der er bred tilslutning til en event, som kombinerer træning og chokolade-smagning.

“Vi går ikke ind for afholdenhed. Det handler om at skabe balance i sit liv,” forklarer Tor Andersen. “Man kan sagtens tabe sig ved at overholde en stringent kostplan, men det er jo ikke sjovt. Vi skaber vægttab via gode relationer, gode grin og en bevidsthed om, hvad kosten betyder.”

Det har været benhårdt!

Vejen til succes har ikke været uden bump, indrømmer Tor Andersen.

“Det var benhårdt i starten, og Jan og jeg hævede ingen løn det første år. I stedet sparede vi op i virksomheden, så vi kunne åbne et center mere på Frederiksberg. Det er nok lidt oldschool – vores bankmand syntes i hvert fald, at det var vildt.”

“Vi har også satset og tabt penge undervejs, men lærepengene har bragt os derhen, hvor vi er i dag. Nu er vores DNA på plads, og vi ved, hvad vores kunder kan lide. Heldigvis har vi kunnet tiltrække de trænere fra branchen, som tænder på at være i dialog med medlemmerne – de rigtige trænere er jo mindst lige så vigtige som selve produktet. Vi sørger for at styrke sammenholdet med mange interne arrangementer.”

En kærkommen anerkendelse

Gazelle-nomineringen har stor betydning for Powerhouse Cph.

“Vi blev simpelthen så glade, da vi fik brevet,” fortæller Tor Andersen. “Det føles som en blåstempling af vores arbejde gennem de sidste fem år.”.

Er Powerhouse Cph så også på listen til næste år? Der er i hvert fald planer om at fordoble antallet af træningscentre:

“Nogle gange bliver man begejstret og starter en masseproduktion. Men man kan sagtens lave en virkelig god forretning ud af noget mindre. Et par centre mere føles meget rigtigt lige nu.”.

Deltag til Børsen Gazelle med Experian VIP billet. Tilmeld dig gratis via Experians VIP-kode ved at hente invitationen her.