Loading...

Fra Experians maskinrum: Mød manden bag 30 års data-kvalitetstjek

skaermbillede-2017-01-30-22-23-48

Jørgen Sandau og hans datateam har holdt sammen og sikret Experians datakvalitet gennem de seneste 20 år

Jørgen Sandau har gennem 20 år været leder i den afdeling i Experian, der indhenter, bearbejder og kvalitetssikrer Experians erhvervsdata. Med sig alle årene har han haft stort set det samme team af medarbejdere, der brænder for kvalitet som han selv. Han har været i virksomheden i 30 år og er ikke bange for at stille de svære spørgsmål. Og så ved han ganske meget om, hvad kvalitetsdata betyder for erhvervslivet. Vi har stillet ham 5 spørgsmål:

1.  Beskriv Experians data-kvalitet

Den kan jeg med sindsro stå inde for. Det skyldes, at vi, der varetager datakvaliteten i Experian er dybt dedikerede, detaljeorienterede, loyale og vedholdende. Nogle af os har, som jeg selv, været i virksomheden i 30 år og stammer fra enten Købmandsstandens OplysningsBureau eller RKI-registret, og sammen har vi en gennemsnitlig anciennitet på mere end 15 år. Vi ved, hvad vi kan, og hvad kvalitet betyder for vores kunder. Det er derfor selv Erhvervsstyrelsen,  som er vores største dataleverandør, køber data retur fra os.

2. Hvilke kvalitetstjek gennemgår data – og hvorfor?

Vi foretager dagligt utallige samtaler med folk i erhvervslivet for at få verificeret oplysninger og sikret kvaliteten af data, hvis et eller andet ser anderledes ud, end det plejer. Det er personlige kontakter, der gør en forskel. Misforståelser opklares og uregelmæssigheder bliver ryddet af vejen. Det gør, at vi i en tid, hvor data indgår i automatiserede processer, kan være helt sikre på, at den “olie” vi leverer er af højeste kvalitet. Vi ved, at vores evne til at bearbejde, krydstjekke og kvalitetssikre informationer er værdsat af landets største virksomheder, og det er en daglig tilfredsstillelse at vide. Jeg plejer at sige, at hvis flyets ene motor går i brand, vil den anden altid flyve passagerene hjem. Vores data er olien, der får den afgørende motor til at spinde. Vores data kan kunderne stole på.

3. Hvad er det lækre ved regnskabstal?

I sin tid, da jeg begyndte i KOB var jeg allerede glad for tal og regnskaber. Jeg var ansat som sagsbehandler i kreditafdelingen og syntes det var fantastisk, hvad jeg kunne uddrage af et regnskab. Måske var der en uregelmæssighed, som jeg satte mig for at undersøge for at sikre, at der ikke var fejlindberettet. Det har medført mange personlige oplevelser, hvor jeg har ringet direktioner op i store danske virksomheder, der på det bestemteste afviste, at noget var galt – kun for at blive erklæret konkurs få uger senere. Det er da vildt spændende… et vindue til at følge med i dansk erhvervsliv bag scenetæppet.  Igennem årene har jeg opdaget, at der er mange parametre, man kan tage i betragtning, når man vil finde ud af, om en virksomhed er sund.

4. Hvilken forandring har fascineret mest i din karriere?

At omfanget og kompleksiteten af informationer er eksploderet. Da jeg tiltrådte skulle vi skrive alt ind manuelt – men selvom digitaliseringen har gjort sit indtog, er kvalitetskravene i bund og grund de samme. Det rigtige CVR skal matche rette ejerprofil, og konkurser begæres overfor rette selskab. Der må ikke ske fejl, og den slags mismatch fanger vi dagligt. Personligt har det betydet allermest, at jeg har arbejdet med de samme mennesker siden 90’erne, Ralf, Bente, Pia, Bo, Jane, Linda… Data er blevet flere, kunderne og systemerne ligeså – og det har fascinerende nok udlignet sig, så vi i dag er præcis samme størrelse afdeling, som vi var engang. Vi står inde for datakvaliteten med hele vores identitet. Er der fejl i data fra Erhvervsstyrelsen, kan Bente for eksempel “ikke ha’ det” og ringer straks og får opklaret mysteriet. Vi er et maskinrum, hvor vi har 100% tillid til, at vi hver især gør vores arbejde. Det skaber en enorm stolthed, og det er rart at gå hjem med hver dag.

5. Hvordan oplever kunderne, at Experians data kan noget særligt?

Først og fremmest ved, at de kun skal søge data ét sted. Vi gør hele forarbejdet. Vi identificerer relevante kilder, indhenter oplysninger, kvalitetstjekker og beriger data. Qua vores forskellige algoritmer kan vi strukturere og leverer data på den måde, kunden vil have det. Nogen vil have rådata, som de selv kan uddrage viden fra, andre vil have en score, så de lynhurtigt kan kreditvurdere en kunde. Vi leverer på alle typer af behov. Også medierne bruger vores data til nyheder om erhvervslivet. Fremtiden vil kun gøre det endnu nemmere for virksomheder at skaffe de informationer, de har brug for. BusinessInsight, som vi lige nu opgraderer med en masse nye datakilder er et godt eksempel. Kunderne skal have det let, så de kan bruge tiden på at udvikle deres forretning.