De unge er lyspunktet

i dystert billede af danskernes gæld

RKI og KreditStatus

Experians RKI-register er Danmarks største register over dårlige betalere.

Experian A/S og brancheorganisationen Finans & Leasing har indgået et samarbejde omkring KreditStatus – et middel til at undgå for stor gældssætning i det danske samfund.

De unge er lyspunktet i dystert billede af danskernes gæld

Modsat de gængse opfattelser er det de yngre generationer, der skiller sig positivt ud i Experians seneste RKI-rapport over danskernes gæld. Danskere under 30 år er således den eneste gruppe, hvor andelen af RKI-registrerede er faldende. Generelt er rapporten dog dyster læsning: Den misligholdte gæld i Danmark steg i 2013 med 1,2 milliarder og udgør nu i alt 17,0 milliarder kroner.

Danskerne skylder stadig flere penge væk – og et stigende antal af os har problemer med at få afviklet gælden. Det er de kolde fakta der står at læse i Experians årlige RKI-rapport 2013, der afdækker andelen af danskere, som er registreret i RKI. I alt 5,24 procent af danskerne over 18 år er registreret i RKI med en gennemsnitlig gæld på godt 72.000 kroner. Det er 5. år i træk, at antallet af RKI-registrerede danskere stiger, og mere end hver 20. dansker oplever nu at få deres økonomi låst.

Lille fald blandt de unge

Blandt de dystre tal finder man et lille muligt lyspunkt. De yngre generationer har nemlig tilsyneladende fået bedre styr på økonomien. Blandt de 18-30 årige er andelen af RKI-registrerede således faldende – og denne gruppe går således stik i mod tendensen for alle andre aldersgrupper.

"Det er positivt at konstatere, at de unge – og særligt de helt unge – er blevet bedre til at sætte tæring efter næring og dermed styrer uden om uoverskuelige gældsproblemer. Det er interessant, ikke mindst i lyset af, at vi tit hører historier om, at de unge ikke har styr på renter og lån. Ud fra vores tal må vi konstatere, at det ikke helt holder stik. Tværtimod oplever vi, at langt de fleste unge mennesker opfører sig meget ansvarligt, når det handler om at betale regningerne og lægge et fornuftigt budget.", siger Frank Papsø, nordisk direktør for analyse og forretningsudvikling i Experian.

Overvægt uden for byerne

Rapporten afslører også en anden tendens, nemlig at gælden i højere grad end tidligere flytter ud af byerne. Og især i Region Sjælland kæmper mange med den private gæld: De ti kommuner i landet med flest RKI-registrerede borgere er alle placeret i Region Sjælland.

"Vi ser en tendens til, at den misligholdte gæld er på en slags vandring – ud af byerne. Når gælden vokser søger folk derhen, hvor boligen og dagligdagen er til at betale. Og det gør sig især gældende i hovedstadsområdet", siger Frank Papsø.

På listen over kommuner med færrest RKI-registrerede indbyggere finder man - måske ikke overraskende – flere nordsjællandske kommuner. Kun Fanø og Skanderborg repræsenterer vest-Danmark på top ti-listen.

Udvalgte fakta fra rapporten:

  • I alt 232.804 danskere er registreret i RKI med én eller flere sager om misligholdt gæld.
  • Den største andel af RKI-registrerede finder man blandt de 31-40 årige, hvor 7,59 procent er registreret – i alt 61.855 personer
  • Den gennemsnitlige gæld for alle RKI-registrerede er 72.702 kr. Det er 30 procent højere end for blot tre år siden.
  • De 61-70 årige tegner sig for de største skyldige beløb, nemlig et gennemsnit på 102.295 kr. Det er næsten 50 procent mere end i 2011
  • De fem største byer:
    • København: En sund udvikling med færre anmærkninger i RKI og her falder det gennemsnitlige beløb per person
    • Aarhus: Stigning i anmærkninger pr person i RKI og også det gennemsnitlig beløb vokser
    • Odense: Færre personer ender i RKI, men det gennemsnitlige beløb per person stiger
    • Aalborg: Færre personer i Aalborg bliver registret i RKI
    • Esbjerg: Stigning i anmærkninger pr person i RKI og også det gennemsnitlig beløb vokser

Top 10 kommuner – færrest personer registrerede i RKI:
1. Allerød
2. Rudersdal
3. Dragør
4. Gentofte
5. Fanø
6. Lyngby-Taarbæk
7. Hørsholm
8. Skanderborg
9. Egedal
10. Frederiksberg

Bund 10 kommuner:
98. Lolland
97. Ishøj
96. Guldborgsund
95. Kalundborg
94. Slagelse
93. Albertslund
92. Vordingborg
91. Brøndby
90. Faxe
89. Halsnæs

  • © Experian 2017. Alle rettigheder forbeholdt.