April bød på overraskende konkursdyk

April bød på overraskende konkursdyk

April overraskede positivt med 8 pct. færre konkurser end tilsvarende måned i 2012 – og rammer det laveste månedsresultat siden august 2008. Det viser nye tal fra data- og analysevirksomheden Experian. Det er især Øst-, Midt- og Vestjylland, der oplevede færre konkurser. De positive tendenser skal dog holde i flere måneder i træk, før erhvervslivet tør tro på, at vi endelig begynder at få pengene op ad lommerne.

Konkursklimaet i dansk erhvervsliv fulgte vejrudsigten i april og overraskede med et lunt fald i antallet af konkurser fra 357 i april 2012 til 327 i år. Det svarer til et fald på 8 pct. og vækker forsigtig optimisme hos analytikerne hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv og analysevirksomheden Experian.

”Vi skal tilbage til 2008 for at finde et månedsresultat på tilsvarende niveau”, kommenterer René Ostenfeld, Senior Business Advisor i Experian, men påpeger, at en enkelt måned ikke er nok til at påvirke det samlede billede i afgørende grad.

"Selv om det går bedre, er likviditeten stadig presset i mange selskaber, og erhvervslivet har store udfordringer i at kreditsikre og udvikle deres virksomheder i en tid, hvor forbruget er lavt, og ledigheden spøger.

”Med de indleverende årsregnskaber in mente anslår Rene Ostenfeld, at resten af 2013 meget vel vil komme til at byde på gennemsnitligt 400-500 konkurser om måneden, og det vil betyde, at udsvingene i andre måneder vil pege i negativ retning.

En udvikling præget af hverdage

Hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv hæfter erhvervsøkonomisk chef Bo Sandberg sig ved, at den underliggende udvikling formentlig er endnu mere positiv, end den fremtræder.

”Hvis vi ser på april 2013, var der 20 arbejdsdage mod blot 18 arbejdsdage i 2012 pga. påskens placering. Det indikerer endnu mere imponerende, at konkurstallet rent faktisk faldt i april 2013, da det typisk er på hverdage, virksomheder erklæres konkurs”, forklarer han, men vil som Experian gerne se tendensen holde flere måneder i træk, før det er sikkert at male det økonomiske stemningsbillede i lyse forårsfarver.

En stor del af tilpasningen har fundet sted

Et eventuelt varigt fald i konkursomfang skal under alle omstændigheder ses på baggrund af fem år med fravær af økonomisk vækst:

”Dansk økonomi har været kendetegnet af et hjemmemarked, der har haft vanskeligt ved at få fodfæste. Derfor har der allerede fundet en betydelig tilpasning af virksomhedsbestanden sted – både i form af flere konkurser og færre nyetablerede virksomheder,” siger Bo Sandberg.

Det midtjyske bælte fører an i konkursfaldet

Geografisk var det især bæltet fra Østjylland - med Trekantområdet og Århus - til Midt- og Vestjylland, der ifølge de nye tal fra Experian,både oplevede færre konkurser i april og i det hele taget har haft færre konkurser de seneste 12 måneder.

”Både Østjylland og Midt/Vestjylland oplever højere økonomisk vækst end resten af Jylland. Det er geografiske områder med en erhvervsstruktur præget af flere forskellige brancher inden for både service og fremstilling, hvilket gør områderne mindre sårbare overfor økonomiske tilbageslag”, forklarer Bo Sandberg.

Kontaktinformation:

Experian – Nordisk direktør for analyse og strategiudvikling, Frank Papsø: 51 41 20 89

Dansk Erhverv - Cheføkonom Bo Sandberg: mobil 28 50 38 19

  • © Experian 2017. Alle rettigheder forbeholdt.