Faldet i antallet af konkurser fortsætter

tredje måned i træk med fald i konkurser

Pressekontakt

Har du som journalist brug for yderligere information, er du velkommen til at kontakte

Kim Bach
Director, Nordic head of Marketing & Communication
Telefon +45 53 61 13 08
Eller via mail

Faldet i antallet af konkurser fortsætter

490 virksomheder gik konkurs i februar 2011, og sammenlignet med 533 konkurser i februar sidste år, er der tale om et fald på 8,1 pct. Samtidig er februar 2011 tredje måned i træk, hvor antallet af konkurser er faldet.  Det viser en ny analyse fra kredit- og analysevirksomheden Experian, der ser stimuleringen af den indenlandske efterspørgsel som en forudsætning, hvis Danmark skal følge med vækstraterne i vores nabolande.

Der er tegn på gryende optimisme i dansk erhvervsliv, ifølge en ny konkursstatistik fra analyse- og kreditvirksomheden Experian. I februar måned gik 490 virksomheder konkurs, og det er således tredje måned i træk, hvor det samlede antal konkurser er faldet. Sammenlignet med 533 konkurser i februar sidste år, er antallet af konkurser således faldet med 8,1 pct.

”Det er nu tredje måned i træk, at antallet af konkurser er for nedadgående, og det er bemærkelsesværdigt, at vi også ser et fald i nogle af de større brancher inden for handels- og fremstillingssektoren, ligesom vi også ser flere nyetableringer. Dog er det for tidligt at vurdere, om tendensen med færre konkurser og flere nystartede virksomheder har bidt sig fast – vi har f.eks. lige set, at bruttonationalproduktet er faldet i fjerde kvartal. Hvis vi vil op på de samme vækstrater, som vi for eksempel ser i vores nabolande, er det Experians vurdering, at vi har en udfordring i få stimuleret den indenlandske efterspørgsel,” siger adm. direktør i Experian, Christoffer Spangenberg og henviser til en prognose fra Experian, der forudser en vækstrate i 2011 på 2,1 pct.      

Udover Grønland og Færøerne, er Lolland – Falster det område, som har oplevet det største relative fald i antallet af konkurser i februar 2011. Kun områderne Sydjylland, Bornholm og Midt- og Vestjylland har haft stigninger i antallet af konkurser sammenlignet med februar 2010.

Ser man på de forskellige brancher, viser det sig, at de større brancher som Fremstillingsvirksomhed, Transport og Handel har oplevet store fald i antallet af konkurser sammenlignet med samme måned sidste år. Derimod er brancherne Undervisning og Landbrug, fiskeri mm. dem, der har oplevet de relativt største stigninger i antallet af konkurser.

Stigende etableringslyst fortsætter i 2011

I februar 2011 blev der etableret 1.460 nye virksomheder i Danmark, og hermed fortsætter tendensen fra 2010 med en stigende etableringslyst blandt danske iværksættere. Sammenlignet med februar 2010 blev der i den forgangne måned stiftet 21,4 pct. flere nye virksomheder.

”Tegnene på, at vi for alvor er på vej ud af krisen, viser sig også ved, at der i februar 2011 blev etableret 21,4 pct. flere nye virksomheder, end der gjorde i februar 2010. Tendensen fra 2010 med en stigende etableringslyst fortsætter tilsyneladende her i starten af det nye år", siger adm. direktør i Experian, Christoffer Spangenberg.

Det er især områderne Bornholm, Fyn og Midt- og Vestjylland, der i februar 2011, sammenlignet med februar 2010, har størst relativ tilvækst af nye selskaber. Udover Grønland, der har samme antal virksomheder som i februar 2010, er det Sjælland, som har en relativ lille tilvækst sammenlignet med februar 2010.

Download konkursstatistikken her >>


For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Kim Bach, Head of Marketing and Communication, Experian tlf. 5361 1308.

  • © Experian 2012. Alle rettigheder forbeholdt.