Pressekontakt
Har du som journalist brug for yderligere information, er du velkommen til at kontakte
Kim Bach
Director, Nordic head of Marketing & Communication
Telefon +45 53 61 13 08
Eller via mail
Højeste antal konkurser nogensinde
onsdag den 02. dec. 2009
599 danske virksomheder er gået konkurs i november måned. Det er det højeste antal virksomheder, der er gået konkurs på en måned i den tid, Experian har målt antallet af konkurser i dansk erhvervsliv. Antallet overgår den hidtil hårdest ramte måned, december 2008, hvor finanskrisen for alvor fik skovlen under de danske virksomheder og 596 virksomheder måtte dreje nøglen om. Det viser en ny konkursanalyse fra Experian.
Aldrig tidligere har Experian registreret så højt et antal konkursramte virksomheder på en måned som i november i år, hvor 599 virksomheder er gået konkurs. Således fortsætter sidste måneds markante spring opad i kurven over antallet af konkurser i dansk erhvervsliv. Statistikkens højdespringer har historisk set indtil nu været december sidste år med 596 konkurser.
Geografisk fordeler konkurserne i november sig således, at Hovedstadsområdet er hårdest ramt med 279 konkurser, mens Fyn er den landsdel i Danmark, der har oplevet den største stigning på 55,2 pct. i forhold til samme måned sidste år. Det betyder, at i alt 45 fynske virksomheder er gået konkurs i den forgangne måned. Også Færøerne og Grønland markerer sig med relativt store stigninger i forhold til samme tidspunkt sidste år.
For nordjyderne har november måned derimod set mere positiv ud, idet Nordjylland - i modsætning til sidste måned - har haft et fald i antallet af konkurser i forhold til samme måned sidste år. Også på Lolland-Falster er færre virksomheder gået konkurs end i november 2008, og Bornholmerne har ikke oplevet en eneste konkurs i november.
Hotel- og restaurationsbranchen hårdt ramt
Et kig på brancherne viser, at "Overnatning og Restauration" samt "Andre serviceydelser" er de hårdest ramte. Hele 36 virksomheder inden for førstnævnte er gået konkurs, hvilket er en stigning på 100 pct. i forhold til samme tidspunkt sidste år. Inden for "Andre Serviceydelser", der indbefatter bl.a. virksomheder inden for reparation af it og elektronik samt personlige serviceerhverv som frisører og lign., ligger stigningen på godt 71 pct.
Samtidig er iværksætterlysten blandt danskerne dalende - dermed fortsætter tendensen fra sidste måneds opgørelser. Således er kun 1.290 nye virksomheder blevet startet op i november, hvor antallet for samme måned sidste år lå på 1.715 virksomheder. Samlet for 2009 har 16.702 nye virksomheder indtil videre set dagens lys. Sidste år på dette tidspunkt var der etableret 25.205 nye virksomheder.
Download pressemeddelelsen med faktaark >
