Pressekontakt
Har du som journalist brug for yderligere information, er du velkommen til at kontakte
Kim Bach
Director, Nordic head of Marketing & Communication
Telefon +45 53 61 13 08
Eller via mail
Flere dårlige betalere i RKI registret
Og det gør mere og mere ondt på de gældsplagede. Ifølge Experians RKI registers halvårlige opgørelse er der for første gang i to år sket en stigning i antallet af personer, der er registreret i RKI. Dermed er den økonomiske kurve for danskernes privatøkonomi knækket i negativ retning.
”Vi må konstatere, at der er sket stigninger i vores registreringer. Både hvad angår antal personer, antal sager per person samt beløbsstørrelser. Vi kan se, at halvdelen af de, der registreres er gengangere – hvilket fortæller os, at det som virksomhed kan betale sig at tjekke i RKI registret, inden der gives kredit,” siger kommunikationschef i Experian, Camilla Rose.
De mere end 200.000 danskere og 28.000 virksomheder, der er registreret i Experians RKI register, tegner sig for 547.563 sager. Alene i første halvår af 2008 er 155.180 nye sager registreret i RKI, hvilket svarer til en stigning i antallet af indberetninger på syv pct. i forhold til sidste halvår.
Den samlede gæld i Experians RKI register er nu på mere end 8,5 mia. kr., hvoraf 1,8 mia. kr. alene er kommet til i løbet af første halvår 2008. Gennemsnitligt skyldes 12.225 kr. per ny sag, der registreres i RKI registret, hvilket er det højeste beløb i tre år.
Et kig på Danmarkskortet afslører, at det står særligt galt til i region Sjælland, hvor 5,28 pct. af befolkningen er registreret i Experians RKI register. Særligt hårdt ramt er Lolland Kommune, der tegner sig for en kedelig Danmarks-rekord. I kommunen er næsten hver tiende af indbyggerne registreret i RKI, og hver enkelt registreret har i gennemsnit mere end tre verserende sager i RKI registret.
