Hvad er en dårlig betaler?
Hvem er de mennesker, der står opført i RKI registret? Hvordan havner de der? Tove Hansen fra Experians ForbrugerService giver en karakteristik af dem, der kan stå i RKI registret.
Hvad er det for historier, som ligger bag registreringerne i RKI registret? Experians nyhedsbrev tager i dette nummer hul på en artikelserie om RKI registret og de registrerede. I denne første artikel hjælper Tove Hansen, afdelingschef i Experian’s Kunde- og ForbrugerService, med at give en karakteristik af de registrerede. Tove Hansen har været ansat i Experian i over tyve år, i starten som servicemedarbejder, og var med til at starte afdelingen op i sin tid. Hver dag har hendes afdeling kontakt med over 300 mennesker, som søger information om deres registrering i RKI registret og hjælp til at finde en løsning som både kreditor og debitor kan leve med.
Det stereotype billede
”Det typiske og ret stereotype billede af en dårlig betaler er den skruppelløse forbruger, som optager kredit overalt, hvor det er muligt at slippe af sted med det, og som ikke på noget tidspunkt har tænkt sig at tilbagebetale han skylder”, forklarer Tove Hansen, og fortsætter:
”De findes selvfølgelig, men der er ret langt imellem dem.
En registrering i sig selv ikke er spor morsom. Den teknologiske udvikling i løbet af de sidste 10 års tid har gjort, at det er blevet meget udbredt blandt virksomheder at kreditvurdere personer inden der ydes kredit. Især har muligheden for at tjekke personer online, gjort en stor forskel for virksomheder, der yder kredit. I dag er det f.eks. stort set umuligt at få benzinkort, hvis man står i RKI registret, telefonregningen skal betales på forhånd og håndværksmesteren kommer kun, hvis han ikke har andet at lave og desuden skal han have pengene, inden arbejdet påbegyndes.
”Tidligere var det desuden ikke muligt at tjekke om, den adresse f.eks. låneansøger opgav, var rigtig. I dag har den teknologiske udvikling gjort, at vi faktisk kan tjekke, om en adresse er rigtig eller ej. Det er en service, som mange kreditgivende virksomheder benytter sig af, f.eks. i forbindelse med en låneansøgning eller inden en stor og dyr opgave påbegyndes. Derfor er det ikke længere muligt at snyde de virksomheder der tjekker nye kunder i RKI registret ved at opgive falsk navn eller adresse, når man køber på kredit”.
”Men de skruppelløse forbrugere findes da stadig, selvom de ikke er så udbredte, og det kan stadig blive dyrt for en virksomhed at komme til at yde kredit til en af dem, for det er sjældent man som kreditor ser sine penge igen”, pointerer Tove Hansen, der ofte hører fra kolleger om håndværksmestre og andre helt små virksomheder, der er kommet i økonomiske vanskeligheder efter at have løst opgaver for kunder, uden at have tjekket dem i RKI registret først.
De uheldige
”De mest udbredte registreringer i RKI registret falder dog inden for to andre kategorier”, forklarer Tove Hansen, der dog understreger, at inddelingen er ret grovkornet, og selvfølgelig sjældent helt passer helt på det enkelte tilfælde.
Den første gruppe er mennesker, som egentlig har en sund økonomi, men som er blevet ramt af uheldige omstændigheder, der ligger uden for deres kontrol, som f.eks. dødsfald eller skilsmisse.
”Hvis man i forvejen ikke har særligt godt overblik over sin privatøkonomi, kan de økonomiske omvæltninger, der følger med en sådan begivenhed sommetider betyde, at personen ender med at få en registrering i RKI registret”, siger Tove Hansen.
Ofte tager det dog ikke alt for lang tid for denne gruppe at komme ud igen. Tit er det et spørgsmål om at mobilisere nogle ressourcer, f.eks. at få solgt det hus, der alligevel er blevet for stort eller simpelthen at sætte sig ned og indgå betalingsaftaler med kreditorerne, evt. med hjælp fra en professionel rådgiver.
”Det værste man kan gøre som registreret er altid at lade stå til,” forklarer Tove Hansen, og fortsætter:
”Registreringen forsvinder ikke af sig selv, i hvert fald ikke før 5 år efter. Til gengæld er kreditorerne næsten altid villige til at strække sig ret langt til gengæld for at få i hvert fald nogle af deres penge igen og samtidig sikre, at kunden stadigvæk er positivt indstillet over for virksomheden. Især hvis de kan se, at de manglende betalinger langt fra skyldes manglende vilje til at leve op til sine forpligtigelser”.
Manglende påpasselighed
I skarp kontrast til de mennesker, der rammes af et pludseligt uheld, står de, som bliver registreret, selvom det egentlig sagtens kunne have været undgået.
”Der er selvfølgelig også dem, der får en registrering, fordi de har siddet advarslerne overhørigt”, siger Tove Hansen og forklarer, at der er en del krav fra Experians side, der skal være opfyldt, før en debitor kan registreres i RKI registeret. Med mindre der foreligger en dom fra f.eks. fogedretten, skal være sendt mindst tre rykkere til debitoren og den sidste rykker skal indeholde en advarsel om, at sagen overgives til inkasso og at der samtidig laves en RKI registrering.
Hvis debitoren på et tidspunkt under vejs i denne procedure erklærer sig uenig i at skylde beløbet, kan sagen ikke registreres i RKI (med mindre at der foreligger en dom fra f.eks. fogedretten).
”Hvis man stadig ikke reagerer på trods af de mange advarsler, så bliver man registreret”, forklarer Tove Hansen.
På trods af de mange advarsler og muligheder for at undgå registreringen hvis man er uenig, er der dog stadig folk der bliver registreret på dette grundlag.
”Der kan være tale om unge mennesker, som er flyttet hjemmefra og som for første gang skal styre deres egen økonomi. Så benytter de sig måske af forbrugslån og køb på afbetaling, og er måske ikke helt så påpasselige med afbetalingerne, som de burde være”, forklarer Tove Hansen, og fortæller videre om en pige, der havde været ude at rejse i længere tid og havde glemt at sørge for betalingerne for en ny mobiltelefon.
”Da hun kom hjem lå alle tre rykkere der, og så fandt hun ud af, at hun stod i registeret”, fortæller Tove Hansen, der hurtigt fik vejledt pigen til at ringe til teleselskabet og forklare dem situationen.
”Ofte er den her gruppe ude af RKI registret i løbet af ganske kort tid”, fortæller hun og forklarer:
”Der er jo hverken tale om manglende vilje til at leve op til sine aftaler, eller om manglende evne. Det er blot et spørgsmål om, at man ikke har været opmærksom eller har optaget lån uden at tænke sig om en ekstra gang, så som regel ligger løsningen lige om hjørnet”, fortæller Tove Hansen.
