Loading...

Ny RKI-opgørelse: Danskerne bliver bedre til at betale regningerne

Trods opsving i både økonomi og beskæftigelse ser danskernes spenderbukser ikke ud til at blive luftet mere, end selerne kan holde. I hvert fald viser de seneste tal fra data- og analysevirksomheden Experian, som driver RKI-registeret, at færre og færre danskere ender i RKI-registeret som dårlige betalere. Det er et fald for fjerde år i træk.

Det tyder på, at danskerne er blevet bedre til at lægge budget hjemme ved køkkenbordet og sætte tæring efter næring. 202.727 danskere har ved udgangen af 2018 en gæld så uoverkommelig, at regningerne hober sig op, og de bliver registrerede som dårlige betalere.

Antallet af danskere, registreret i RKI er faldet kontinuerligt siden 2014 – hvor 233.000 danskere havde deres navn til at stå i gældens sorte bog. Men selvom kurven peger nedad, er antallet af dårligt betalende danskere dog stadig højt, pointerer Mette Frølund, kundeansvarlig for RKI hos Experian.

”Det er efterhånden en etableret tendens, at der bliver færre dårlige betalere i Danmark, og det er jo rigtig positivt. Men samtidig må vi også sige, at der stadig er 200.000 danskere, der har gældsat sig mere, end deres økonomi kan klare, og det er jo stadig en del personer,” siger hun.

Ikke alle får lov til at låne længere

Data- og analysevirksomheden Experian står bag RKI-registeret, som en lang række danske virksomheder og inkassoselskaber bruger til at registrere personer og virksomheder, der ikke får betalt regningerne. Ender man i registeret, har det blandt andet indflydelse på ens muligheder for at optage lån og købe på afbetaling.

En af årsagerne til, at vi ser et fald af registrerede gældstyngede danskere, er blandt andet, at der er kommet højere krav til kreditvurderingen i forbindelse med f.eks. forbrugslån.

”Udviklingen indikerer at flere danskere er blevet bedre til at håndtere deres privatøkonomi. Men en stor del af årsagen til, at vi ser et fald, er også, at virksomheder er blevet gode til at kreditvurdere deres kunder, inden de lader dem købe på afbetaling eller oprette lån. På den måde undgår virksomhederne dårlige betalere, og kunderne undgår gældsfælder,” siger Mette Frølund.

Påmindelsen virker

De fleste danskere kender RKI-registeret og det er en liste de færreste har lyst til at stå på. Det oplever man også hos Experian har en stor effekt, når opkrævningerne efter flere rykkere, bliver fulgt op af en henvendelse med et RKI-stempel på.

”Der kan jo være mange grunde til, at folk ikke får betalt deres regninger. En venlig påmindelse, skal jo ikke ses som en trussel, men vi oplever helt klart, at hvis der opstår en risiko for at ende i RKI-registeret, får det mange folk til at betale deres udestående,” siger Mette Frølund.

Nøgletal fra Experians RKI-rapport, årsopgørelse for 2018:

  • 202.727 personer er registreret i RKI, det svarer til 4,34 procent af den danske befolkning. Det er et fald fra 212.161 personer samme tid sidste år.
  • Danskerne skylder i alt 13,1 milliarder kroner væk i misligholdt gæld.
  • Det seneste år er den samlede gæld for samtlige RKI-registreringer i Danmark nedbragt med cirka 850 millioner kroner.
  • Den aldersgruppe, hvor flest er registreret i RKI er de 31-40-årige.
  • I gennemsnit skylder en registreret person i RKI 64.861 kroner væk i misligholdt gæld.

>> Hent RKI-rapporten her


Om Experian

Experian er verdens førende leverandør af data, analyser og statistiske modeller. Experian hjælper virksomheder med at styre kreditrisiko, forebygge svindel, målrette markedsføring og automatisere beslutningsprocesser, og hjælper herudover også privatpersoner med at kende deres kreditværdighed og beskytte sig mod identitetstyveri. I 2015 udnævnte Forbes Magazine Experian til at være én af verdens mest innovative virksomheder.

Experian beskæftiger omkring 17.000 mennesker i 37 lande. Hovedkontoret ligger i Dublin, Irland, med operative hovedkvarterer i Nottingham (UK), Californien (USA) og São Paulo (Brasilien).