Loading...

70 procent af forbrugerne vil gerne dele mere data til gengæld for større online sikkerhed

Vi er nu klar med vores nyeste rapport om online svindel. Med en voksende handel på nettet, sker der også mere svindel online. Rapporten afdækker, hvordan den virkelighed bliver håndteret af både forbrugere og virksomheder.

Online handel har forandret måden forbrugere interagerer med virksomheder fra en fysisk transaktion til et mere anonymt forhold bygget på tillid. Tillid opbygges normalt over tid, men den kan også opbygges i online kunderelationer, hvis virksomheden er i stand til at levere en sikker platform og en god kundeoplevelse. Analysevirksomheden Experian har netop udgivet rapporten ”Global Identity and Fraud Report”, som viser, at 74 procent af de globale forbrugere ser sikkerhed som det vigtigste element i deres online oplevelse – efterfulgt af, at det skal være nemt.

Mens virksomheder ofte investerer i én af disse faktorer på bekostning af den anden, forventer forbrugere en online platform, som både kan tilbyde høj sikkerhed og en enkel kunderejse. Faktisk er hele 70 procent af forbrugerne villige til at dele mere personlig information med virksomheden, de interagerer med online, især hvis de kan se, at det bidrager til en højere sikkerhed og en bedre kundeoplevelse.

”Det skal være sikkert, og det skal være en nem og gnidningsfri oplevelse for kunden at handle på nettet. Det er adgangen til den information, som kunder deler med virksomhederne, der gør den gode oplevelse mulig, men det er samtidig også den samme information, der øger risikoen for svindel. Det gør tillid mere vigtigt end nogensinde før i et kundeforhold,” siger Mads Heindorff, strategisk direktør for Experian i Danmark.

Undersøgelsen viser, at forbrugere og virksomhedsledere er enige om, at nye teknologiske sikkerhedsforanstaltninger og avancerede identifikationsløsninger øger tilliden online. Virksomheder begynder også at bruge ny teknologi som eksempelvis biometri, og halvdelen af virksomhederne i undersøgelsen har øget deres budget til håndtering af svindel over de seneste 12 måneder.

”Kunder kan sagtens forvente sikkerhed samt den gode og nemme kundeoplevelse. Det begynder med virksomheders evne til at levere på baggrund af den information, de allerede har og så bruge tilgængelige teknologier til at identificere deres kunder og give en relevant kundeoplevelse uden at øge risikoen for svindel,” siger Mads Heindorff.

Experians rapport dykker desuden ned i, hvor mange virksomheder, der proaktivt informerer deres kunder om, hvad deres personlige information bliver brugt til. Rapporten viser, at knap 80 procent af forbrugerne mener, at jo mere gennemsigtig en virksomhed er om brugen af personlig information, jo større er tilliden til den virksomhed. En efterspørgsel der nu er blevet imødekommet i EU, hvor GDPR trådte i kraft sidste år. 56 procent af virksomhederne i undersøgelsen planlægger at investere mere i initiativer for gennemsigtighed, så kunderne opnår større viden om og kontrol med deres personlige data.

Den fulde Global Identity and Fraud Report kan hentes her:

http://www.experian.com/decision-analytics/global-fraud-report-2018.html

Om Undersøgelsen

Global Identity and Fraud Report udgives hvert år af Experian.

10.892 forbrugere og 1.097 virksomheder på tværs af sektorer fra i alt 21 forskellige lande i hele verden har deltaget i undersøgelsen.

Det er: USA, Storbritannien, Tyskland, Østrig, Frankrig, Spanien, Holland, Sydafrika, Brasilien, Colombia, Australien, Kina, Hong Kong, Indien, Japan, New Zealand, Singapore, Indonesien, Malaysia, Thailand og Vietnam.

Øvrige nøgletal fra undersøgelsen

·        55 procent af de adspurgte virksomheder har oplevet en stigning i svindel-relaterede tab over de seneste 12 måneder. Især i forbindelse med kontoåbning- og overtagelse.

·        60 procent af forbrugerne globalt er opmærksomme på de risici, der følger af at dele sin personlige information med banker og online forhandlere.

·        90 procent af forbrugerne er opmærksomme på, at virksomheder samler, opbevarer og bruger personlig information.

·        Banker og forsikringsselskaber er den type af virksomheder, der har mest tillid blandt forbrugerne. Online forhandlere og sociale medier halter mere, når det kommer til forbrugernes tillid.

·        Adgangskoder, PIN koder og sikkerhedsspørgsmål er til stadighed de identifikationsmetoder, som er mest brugt i virksomhederne. Dette efterfulgt at dokumentation, biometri og CAPTCHA.

GIFR_Info_2019